Som 17-årig trådte jeg ind i en verden af mode og dans. Jeg arbejdede som fotomodel og danselærer – mit ydre betød alt for mig og bragte mig frem i verden. Min succes bragte mig også tættere på feststofferne, som jeg ikke havde nok respekt for. Jeg opdagede, at de gav mig endnu mere selvtillid, og at de også kunne slukke for de ting, jeg kæmpede med. 

Efter en nat på stoffer vågner jeg op med et sår i halvdelen af ansigtet. Mit udseende var alt dengang – det var mit levebrød og min måde at komme i kontakt med andre på. Jeg bliver skræmt, men ikke nok til at stoppe misbruget. I stedet prøver jeg nervepiller, som virkelig kan dulme sindets smerter. 

Med nervepillerne følger heroinen langsomt, og den kommer til at overtage mere og mere af min tilværelse. For heroinen gør dig fysisk afhængig, hvilket betyder, at jeg skal have det hver dag for ikke at blive syg.  

Heldigvis møder jeg en stærk kvinde, der sætter foden i døren og stiller mig et ultimatum. Jeg får styr på tilværelsen, får et arbejde, får børn og bliver glad for mit liv igen. Det går så godt, at jeg en aften tror, at jeg kan gamble med alt det, jeg har bygget op. Det kunne jeg ikke, og jeg rammer misbruget igen. Denne gang bliver kriminalitet min måde at finansiere afhængigheden på. Jeg ender med at blive narkohandler – et erhverv, der førte til endnu dybere problemer; jeg blev dybt paranoid og min omgangskreds blev bange for mig.

I dag har jeg dedikeret mig til at oplyse og forhåbentligt forhindre bare 1 ungt menneske, i at ende hvor jeg gøre. Mit vigtigste budskab kan jeg allerede afsløre nu, for det kan ikke gentages for mange gange: Ræk ud og snak om det, der gør ondt.