Bjørn

Jeg voksede op med min mor, min far og min storesøster. Hjemmefra lærte jeg, at man ikke giver op, og det har været min styrke hele livet. Men jeg lærte også at skjule, hvem jeg var, og særligt mine følelser.

Allerede i folkeskolen startede kriminaliteten med stjålne Nokia-telefoner, og som 15-årig begyndte jeg at tage kokain. Snart tog misbruget også fat i hverdagen, men jeg passede jo mit arbejde, så det var vel ikke et rigtigt problem …

Med tiden blev kriminaliteten vildere, og det samme blev miljøerne og menneskerne omkring mig. Omgiver man sig med bundrådne mennesker, bliver man selv en af dem. Jeg har levet store dele af mit liv i frygt og paranoia på grund af det, jeg har været en del af, og det er hårdt, når man samtidig ikke må vise, at det påvirker en.

Hele vejen igennem har jeg ønsket at være verdens bedste far. Men livet som kriminel og misbruger kan ikke forenes med det, og når de to verdener støder sammen, er det altid faren, der taber.

Rodløshed beskriver min tilværelse bedst, både følelsesmæssigt og som hjemløs. I mange år har jeg levet i sportstasker og ledt efter et sted at crashe. I dag bor jeg på herberg og gør mig klar til egen bolig.

Hvis livet har lært mig noget, er det, at følger man det samme mønster, får man det samme resultat. Derfor gør jeg noget nyt: Jeg står ved mig selv, ved det, jeg har gjort, og ved mine grænser. Og jeg vælger at være den bedste far for min datter.