En kræftbehandling sender mig på sygedagpenge og videre på kontanthjælp. Pengene er små, og jeg begynder at samle pant for at få mad til mig og min kat. Da corona rammer landet, er der ikke mere pant at finde, og jeg rækker ud til kommunen for økonomisk støtte til huslejen. Den hjælp får jeg ikke, og otte måneder senere står jeg med min rullekuffert og min kat i Fælledparken – sat ud af min lejlighed. 

Det tager tid at acceptere min nye identitet som hjemløs, og jeg gør meget for at skjule det. Langsomt opbygger jeg en rutine, som bærer mig igennem de svære dage. Pludselig er den park, jeg plejede at gå søndagstur i, blevet min opholdsstue og soveværelse. Den svømmehal, jeg plejede at svømme i, fungerer nu som mit badeværelse – byen er forandret fra at være et sted til afslapning til at være min overlevelse. 

I dag bor jeg på herberg på fjerde år. Da jeg bad kommunen om hjælp, manglede jeg 2.000 kroner til huslejen – i dag har det kostet velfærdssamfundet 2,8 millioner at have mig på herberg. Min tillid til systemet er totalt nedbrudt, men selvom jeg føler mig svigtet, er jeg ikke bitter. Jeg holder fanen højt ved at bruge mine erfaringer og min stemme til forandring hos Gadens Stemmer og andre organisationer, der kæmper for mennesker i udsathed. 

Jeg glæder mig meget til at vise jer det pæne Østerbro – fra en anden vinkel, end mange kender.