Jeg er diagnosticeret med bipolar lidelse. Jeg er ikke min diagnose, men jeg har en. Min sygdom giver mig udsving; jeg kan være manisk eller deprimeret. I mine maniske perioder er jeg blevet bragt mange steder hen: jeg har startet på universitetet flere gange, rejst til sydfranske klostre og tilbragt nætter på offentlige toiletter i Stockholm. Når jeg er manisk, tror jeg, at alt kan lade sig gøre, og det er svært for mig at overskue konsekvenserne – og det kan give problemer. 

Efter manien følger en depressiv periode, og den er selvsagt tungere at bære. Det er hårdt at bevæge sig så meget mellem yderpunkterne. 

Jeg har været indlagt mange gange, og jeg har set, hvordan psykiatrien bliver mere og mere udsultet. Det er svært for mig at forstå, at vi i et velfærdsstolt land som Danmark tillader så ringe hjælp til mennesker i livsnød. Derfor er mit råd i dag også: Tag imod al den hjælp, du kan få – for der er så lidt af den, at du ikke skal være bange for at virke grådig. 

Det, der har hjulpet mig, har været nogle af de socialpsykiatriske tilbud, hvor jeg har kunnet være i en normal kontekst, men sammen med andre, som også har erfaringer med psykisk sårbarhed. At møde andre, man kan spejle sig i, giver styrke og ro. Det er også derfor, jeg fortæller min historie – fordi jeg tror, det kan hjælpe både mig selv og andre.