Jeg er vokset op i en dysfunktionel familie og levede en barndom i frygt. Da jeg blev anbragt som 15-årig, var jeg så bange for min far, at jeg farvede mit hår og sov med dynen over hovedet – i håb om, at han ikke ville kunne finde mig. 

Ungdomsårene var præget af mange anbringelser og stor forvirring. Til sidst endte jeg et sted med kriminelle unge, hvor det føltes, som om systemet gav op. Jeg begyndte at tage meget kokain og omgikkes mennesker, der trak mig dybere ind i et kaotisk liv, og før jeg vidste af det, gik jeg fra at være en festjunkie til at ryge kokain og senere heroin. 

Jeg sov på natcaféerne på Mændenes Hjem, Reden og hos skiftende kærester – jeg havde ikke et hjem, jeg kunne kalde mit eget. Kommunen opgav til sidst at tilbyde mig behandling, fordi de ikke mente, at mit liv kunne forandre sig. 

Når jeg ser tilbage på den første del af mit liv, er det næsten svært at forstå, hvor jeg står i dag. Men en graviditet ændrede mit liv fra den ene dag til den anden og har ikke kun reddet mit liv, men også skabt en dyb mening og et værdifuldt liv for mig i dag.