Donationer til de rette modtagere

Vi oplever ofte, at vores kunder har et ønske om at hjælpe hjemløse og socialt udsatte yderligere. Som virksomhed og arbejdsplads for en forholdsvis lille gruppe af socialt udsatte har vi ikke et behov for donationer af diverse fornødenheder, men vi kender nogle der har! Steens faste værested Hugs and Food modtager gerne donationer fra jer, hvis jeres byvandring med Steen starter på hverdage i tidsrummet kl. 10.45-13.30.

Bemærk, at der er lukket helligdage, som falder på weekender samt i hele august måned.

Hvad kan doneres?
I kan donere de følgende genstande – og KUN disse. I bestemmer selv, hvad I vil komme med, og I hvor stor en mængde, enhver donation vil gøre en mærkbar forskel for hjemløse lige nu og her, da det er meget efterspurgte ting.

Man kan få ideen om at donere andre ting såsom tøj eller tæpper i den bedste mening, men værestedet har IKKE efterspørgsel på det. Det beder vi alle respektere og IKKE medbringe donationer udover dem på listen nedenfor:

  • Nye herresokker i mørke farver (ingen lyse farver, da de bliver for hurtigt beskidte på gaden)
  • Nye herreunderbukser i mørke farver (ingen lyse farver, da de bliver for hurtigt beskidte på gaden)
  • Tandbørster og tandpasta
  • Engangsskrabere og barberskum
  • Regnslag

Bemærk, alle ting skal være nye og må ikke være brugt før.

Hugs and Food er et af de første stop på ruten, og Steen vil modtage jeres donationer og overbringe dem til værestedet.

I må også gerne sende en hilsen med jeres donationer – gerne på engelsk, så enhver modtager af donationen kan læse det.

På forhånd tak!

Vi arbejder på at etablere flere muligheder for direkte donationer på andre guiders byvandringer. Indtil disse er etableret, så kan der kun doneres på Steens rute i Indre By.